fbpx

Fra container til catwalk

Der er sket noget, siden bæredygtigt var lig med groft, beige stof og kedelig emballage. Nu er upcycling af kasseret tøj og stof af skrald en bevidst linje, der flashes på catwalken. Og vi er kun lige begyndt, fortæller bæredygtig livsstilsekspert Charline Skovgaard.

 


Charline Skovgaard

Charline er 50 år, bor på Vesterbro og har 4 børn: Marcus på 25, Cornelia på 23 og Carla og Fiona på 20 år. Hun er bæredygtig livsstilsekspert, entreprenør, foredragsholder og ejer af det bæredygtige kommunikationsbureau FairStyles. Du kan læse mere omCharline og bæredygtighed på charlineskovgaard.dk.

 


Hvorfor skal hele Roskilde Festival være fyldt med nye nylontelte, som alligevel bliver smadret og smidt til skrald? Hvorfor ikke bruge nylon fra brugte plastikflasker eller gamle fiskenet fra verdenshavene? Spørgsmålene bliver stillet af Charline Skovgaard, der er bæredygtig livsstilsekspert og kvinden bag Danmarks første bæredygtige kommunikationsbureau, FairStyles. Charline er nemlig forkæmper for grønne produkter, upcycling og genbrug af materialer. Og hun er heltinde i hjertet begejstret for, at bæredygtighed er kommet på fashion­agendaen og er blevet en del af vores fælles bevidsthed. “Flere og flere virksomheder begynder at arbejde med, hvordan tøjproduktion kan gøres bæredygtigt. Lige nu er skrald og upcycling af aflagt tøj det nye grønne og de mest bæredygtige måder, du kan producere tøj på,” forklarer hun. Skrald kan blandt andet være gigantiske fiskenet, der nu driver rundt som spøgelses­net i verdenshavene, og som kan omdannes til ny nylontråd til vindjakker, sportstøj eller telte. Det kan også være gammel uld, som genspindes, så du kan strikke nye trøjer af materialet.

Beige økologi

Charline startede sit bæredygtige kommunika­tionsbureau for 10 år siden. Dengang var økologiske, parfumefri produkter kun for allergikere og altid godt gemt bagerst i skabet i kedelig emballage. Ingen snakkede rigtigt om plastikaffald og farlige stoffer i neglelak. “Et af de første tiltag, jeg kan huske, var, da Malene Birger donerede penge til UNICEF i stedet for at dele goodiebags ud til sine modeshows. Det var på mange måder groundbreaking dengang,” fortæller Charline og uddyber, at bæredygtighed var et stejlt bjerg at kravle op ad. For ingen gad rigtig snakke om det. Og flere af de brands, der gjorde, endte med at gå konkurs. I dag ser det anderledes ud. Nu er bære­dygtig mode på alles læber i branchen, og Sustainable Fashion er blevet et buzzword. Det så vi tydeligt til Copenhagen Fashion Week i august i år, hvor bæredygtig mode var et af de mest debatterede emner. Det var et decideret tema for modeugen, hvordan vi gør branchen mere bæredygtig både i forhold til mængden af tøj, tøjproduktion og valg af materialer.

 

@ Sissel Edelbo

Såler af plastikflasker

Et af de materialer, der bliver eksperimenteret rigtig meget med i moden nu, er affald. “Vi er begyndt at udnytte skrald som ressource og tænke det ind i tøjproduk­tionen i stedet for at producere nye ­materialer med råolie på en fabrik. Men det er stadig mere omstændeligt end en konventionel produktion, da du både skal fiske skraldet op, vaske det, rense det og

omdanne det til nyt,” fortæller Charline som én af flere forklaringer på, hvorfor det ikke er mere udbredt endnu. “Men det giver jo virkelig god mening at bruge skraldeplast i for eksempel såler i stedet for at producere nyt. Det er jo nedenunder foden, så der er ingen, der ser det” forklarer hun. Et af de første sneakersbrands, der begyndte at arbejde med plastikaffald, er skomærket Veja, som forhandles i & Other Stories. De franske sneakers har erstattet de konventionelle såler af almindelig plast med genanvendelig plast af plastikaffald. Brandet er samtidig Fair­trade-mærket og arbejder med forskellige restmaterialer, som de bruger til inderstof og læder. “Jeg tror på, at vi i fremtiden kommer til at optimere måden at lave tøj på ved at bruge endnu mere waste. Og vi kommer til at producere tøj af mælk, banan, lotus, tang og kokosfibre, som ikke kræver så meget vand,” fortæller hun.

 

@ Stine Goya

Nyt af gammelt

Samtidig med at vi ser en udnyttelse af skrald til tøjproduktion, ser vi også en stigende tendens til, at brands upcycler gammelt tøj. Det betyder, at de genanvender gammelt stof og restmaterialer og laver dem om til nye produkter. “Jeg har blandt andet arbejdet med danske Pelechecoco, der fandt en masse aflagte læderjakker i Asien, som var blevet sendt fra USA. Brandet har så brugt det gamle læder til at lave helt nye læderjakker,” fortæller Charline. Upcycling er også grundlaget for det ­danske mærke Sissel Edelbo, som du finder i Bahne. Brandet anvender brugte indiske sarier til at skabe nye kollektioner af kjoler og kimonoer. De to kvinder bag brandet tager selv til Indien, finder de brugte sarier, renser stoffet og syer det om til nye unika silkeitems. Danske brands er i gang Mange store danske brands er begyndt at tænke bæredygtighed ind i produktionen. Det så vi blandt andet hos Stine Goya, der til den københavnske mode­uge i februar præsenterede en bæredygtig showpiece-kollektion i et farverigt ­Stine Goya-univers. Showpiece-kollektion bliver solgt hos luksussitet Net-A-Porter og er første ­skridt mod en mere bæredygtig produktion. “Mange danske brands ved godt, at de skal forholde sig til bæredygtighed, for det er jo det, forbrugerne vil have. Og i sidste ende er det forbrugerne, der har magten, for de bestemmer, hvad de vil købe,” fortæller Charline. Hun mener dog, at for at branchen skal flytte sig markant, skal der også nogle ændringer til fra ­regeringens side, der skal udstikke ­kvoter for blandt andet arbejdskraft, ­brugen af pesticider i bomuld og transporten af varerne. “For bæredygtighed er ikke kun materialet, som tøjet produceres i, men også måden tøjet bliver produceret på, transporten af tøjet og arbejdernes vilkår,” understreger livsstilseksperten.

 

@ Dear Denier

 

Bæredygtige fund i FRB.C shopping

 

Charlines 5 tips til mere bæredygtighed:

1. Køb god kvalitet – i det hele taget. Dine ting holder bedre og er lettere at sælge videre, når du ikke vil have dem mere.

2. Pas godt på dine varer. Læg f. eks. en klud mellem dine gryder, så de ikke bliver slidt så hurtigt.

3. Køb ting, der kan gen­anvendes. F.eks. materialer i rent glas.

4. Køb lokalt og EU-produceret, så varerne skal transporteres mindre.

5. Vask dit tøj mindre, og luft det i stedet for. Vask slider meget mere på tøjet end brugen af det.

 

3 certificeringer, der er gode at kende:

 

GOTS

Betyder, at bomulden er økologisk og bruger 92 % mindre vand end konventionelt bomuld, fordi der er installeret undervandingssystemer i produktionen. Der stilles også krav til miljø og kemikalieforbruget.

 

 

 

Fairtrade

Er en international mærkning, der sikrer, at bønder og håndværksproducenter i fattige lande får en fair pris for deres arbejde og deres varer.

 

 

 

Genbrugsmærket

Sikrer, at mindst 45 % af materialet er genbrugt, dvs. upcycled, og at varen er mindst lige så god som tilsvarende materiale af nye råstoffer.