Staycation på Frederiksberg

Staycation i København – oplev Frederiksberg i ferien

Staycation er en oplagt måde at nyde dit lokalområde på, for det er netop nu, du har tid til at opleve de gemte naturskatte, hyggelige spisesteder, små events og nye oplevelser i din by! Vi har samlet de bedste spots til din staycation i byen.

Selv om verden åbner sig mere og mere, er staycation – eller hjemmeferie, som vi kunne kalde det på dansk – stadig en ferieform, som mange elsker. Og mange af os har jo netop valgt at holde årets sommerferie i Danmark og lære nye områder af vores by og vores land at kende. Heldigvis byder både naturen og byen på masser af oplevelser.

Dyk ned i konceptet omkring staycation sammen med os her, hvor vi også guider dig til de bedste spots og aktiviteter, der gør din sommer i byen uforglemmelig.

    1. Hvad er staycation?

    Måske har du hørt om det populære term staycation før. Helt konkret betyder staycation, at du vælger at holde ferie i Danmark, nærmere bestemt i dit lokalområde, i stedet for at rejse på ferie til udlandet. Ordets betydning ligger lidt i navnet, der er en sammentrækning mellem stay (at blive) og vacation (ferie).

    Staycation bygger på ideen om, at du ikke behøver at rejse til varmere himmelstrøg for at have en skøn ferie – tværtimod kan du få lige så mange mindeværdige oplevelser ved at holde ferie derhjemme. Dermed ikke sagt, at staycation er lig med, at du skal sidde i dit eget hjem uden at opleve nye ting. Nej, det handler netop om at (gen)opleve dit lokalområde og gå på opdagelse i alle de tilbud, du  finder lige udenfor hoveddøren. Så find kreativiteten og gåpåmodet frem, og bliv nysgerrig på ideen om ferie i Danmark.

    Inden din staycation går i gang, er det en god ide at forventningsafstemme med dig selv, din partner eller din familie. Måske skal I lægge iPads og computere helt væk og i stedet skabe spastemning med lange bade om morgenen, morgenkåber og ekstra lækker morgenmad? Eller måske kunne I tænke jer at lave hjemmebiografdag med madrasser og dyner på gulvet og masser af hjemmepoppede popcorn? Eller I kan gå all in på hotelstemningen og droppe den hjemmelavede morgenmad og i stedet udforske morgenmaden på de lokale caféer, hvor der nok skal findes én i nabolaget, i ikke har prøvet før…

    http://Frederiksberg%20slot

    2. Vær turist i egen by

    Prøv at lege turister i egen by! Hvornår har du for eksempel sidst besøgt et af de lokale teatre eller museer? Eller taget en slentretur ned ad Frederiksbergs smukke gader og gemte stræder – uden fokus på hvad klokken er, og hvad du nu skal nå.

    Du kan selvfølgelig også tage en tur blandt de mange specialbutikker og antikforretninger, beundre Frederiksberg Slot eller besøge dyrene i Københavns Zoo, der har fået selskab af 25 kæmpemæssige dinosaurer denne sommer. Eller hvad med at gå på opdagelse i butikkerne i Frederiksbergcentret, og få masser af sommersjov med årets feriebillet?

    Der er nok at give sig i kast med, så genoplev dit lokalområde. Hvem ved – måske opdager du nye ting, du aldrig har lagt mærke til før?

    http://Frederiksberg%20have

    Credit: Frederiksberg Kommune

    3. Nyd de grønne oaser på Frederiksberg

    Frederiksbergs grønne oaser er oplagte til at gøre meget af det, du også ville gøre, hvis du var i sydligere himmelstrøg. Smid dig på et tæppe, læs masser af krimier, nyd solen og varmen, glem tiden og spis gode is!

    Eller hvad med at tage på en slentretur gennem ikoniske Frederiksberg Have, nyde de mange forskellige træer og planter i Landbohøjskolens have, eller gå på opdagelse i Søndermarken? Du kan også pakke picnickurven og tage dine bedste venner under armen til en social dag i parken med kongespil, petanque eller det nye sommerspil Spikeball. 

    Er du hoppet med på skakbølgen? Så kan vi anbefale en tur til Aksel Møllers Have. Her er der nemlig åbnet en hel ny udendørs skakplads, hvor I både kan spille almindelig skak eller kæmpeskak, hvor hele familien kan være med. 

    Du kan finde meget mere inspiration på Frederiksbergs turistsite. Hvem ved, om der var en grøn oase, du helt havde glemt i hverdagen?

    Tag på rotur i Frederiksberg Have

    Vil du opleve en ny side af Frederiksberg Have?  Tag på en rotur med de gamle både rundt i haven. Turen er både fredfyldt, smuk og sjov for familiens mindste. Der er nemlig masser af fugle som fiskehejrer, Canada-gæs og knopsvaner at kigge på, og det er nemt at komme tæt på dem, da de fleste er vant til, at bådene kommer sejlende.

    Det er Svendsens Bådfart, der sejler i Kongens Fodspor rundt i den romantiske barokhave, og det har de gjort i mere end 100 år. Turen starter ved den store sø ved kiosken, tager omkring 20 minutter, og der er plads til hele familien i en båd. Du kan læse mere om Svendsens Bådfart på Frederiksberg Haves hjemmeside.

    http://Gavlmaleri%20på%20Frederiksberg

    4. Find Frederiksbergs farverige gavle på disse veje

    Tag på en anderledes rute gennem Frederiksberg – på jagt efter smukke gavlmalerier. Frederiksberg er nemlig kendt for sine mange flotte og farverige kunstmalerier, der pryder endevægge og gavle rundt om i byen. Gavlmalerierne er lavet af både kendte og ukendte kunstnere, der er med til at sætte farve på byen.

    En af de mest kendte kunstnere, der har fået lov at pryde Frederiksberg, er Storm P. Den irske streetart-kunstner Smug One har nemlig udsmykket to gavle med Storm P. motiver. Det ene maleri er af Storm P. omgivet af opfindelsestegninger, og det andet forestiller Storm P’s oliemaleri ‘Gårdsangeren’. Du finder gavlmalerierne ved Nordens Plads.

    ‘Oplev Frederiksberg’ har lavet oversigtskort, så du nemt kan finde vej til gavlmalerierne. Du kan følge deres interaktive kort direkte på din smartphone eller printe et kort, som du kan tage med på turen.

    Du finder de fine Frederiksberggavle på disse veje:

    Selv den stærkeste cigar bliver til aske, 2019
    Koerner Studio/Smug One/Storm P.
    Helge Rodes Allé 2 og 26

    Evolutionen, 2014
    Ulrik Schiødt
    Helge Rodes Allé

    NORA Helmer, 2016
    Elmer
    Henrik Ibsens Vej 41

    Børsherren, 2019
    Storm P.
    Platanvej 32

    En lille nisse rejste, 1985
    Henry Heerup
    Frederiksberg Allé 1

    Manden i månen, 1995
    Bill Savarese / Storm P.
    Værnedamsvej 3

    Far og søn, 2017
    HuskMitNavn
    Tullinsgade 1

    Ukendt titel, 1990
    Inger Hanmann
    Gammel Kongevej 137

    Mælk gir sundhed, 1952
    Jens Søndergaard
    Gammel Kongevej 167c

    Havudsigt, 2002
    Bent Holstein
    Smallegade 50A, 38A, 26B

    Fasanen, 2020
    Otkjær, Monnerup & Sonne
Nordre
    Fasanvej 4

    Kastanjen, 2001
    Thor Lindeneg
    Howitsvej/Ndr. Fasanvej 14A

    Mælk giver sundhed, 1952
    Dagmar Starcke
    Finsensvej 37C

    The Game, 2020
    @Qnud Caos
    Tesdorpfsvej 81

    Ukendt titel
    Ukendt kunstner
    Adilsvej 4

    Underground kok, 1997
    Lars Nørgaard
    Sindshvilevej 24

    Integreret gavlrelief
    Ukendt kunstner
    Folkvarsvej 21

    Ukendt titel, 1999
    Niels Reumert
    Nyelandsvej 13

    Papirfly, 2016
    Maja Fjord Fjord
    Nyelandsvej 3

    En familie, 2015
    Martin Bigum
    Falkoner Alle 30

    Ukendt titel, 1990
    Maria Kidde Sauntved
    Sylows Plads

    Månen i gadekæret, 1996
    Bill Savarese / Storm P.
    Ingemannsvej 8

    Untitled/Cityscapes, 2014
    Wendy Plovmand
    Fuglevangsvej 6A

    No title, 2013
    Tine Helleshøj
    Thorvaldsensvej 18

    Ukendt titel, 1989
    Ukendt kunstner
    Thorvaldsensvej 6

    The Beanstalk, 2012
    Michael Isling
    H.C. Ørstedsvej 23

    Ukendt Titel, 2020
    Balstrøm, Name One, Sabe & Arildsen
    Danasvej 38

    Forenede Fasaner, 2018
    Kunstnerduo J&K
    Hillerødgade 38

    http://Cisternerne

    Credit: Palle Bo Nielsen/Copenhagen Media Center

    5. Gå museumsruten på Frederiksberg

    Viser den danske sommer sig ikke helt fra den solrige side en dag, så er der heldigvis stadig masser af ting at opleve i byen. Blandt andet Frederiksbergs fem museer, hvor du kan opleve alt fra revy-historier til Storm P.-tegninger. De fem Frederiksbergmuseer består af Cisternerne, Storm P. Museet, Bakkehuset, Alhambra – museet for humor og satire og Møstings Hus.

    Du kan læse mere om de fem museer i vores turistguide her.

    http://GoMonkey%20i%20Søndermarken

    6. Tag på aktiv ferie

    Er I en aktiv familie, så er der rig mulighed for at få brændt noget krudt af i byen. I kan sejle i kajak rundt på de københavnske kanaler eller besøge klatreparker eller svømmehaller. I kan stå på ski på CopenHill eller spille disc golf i Valbyparken og tage en dukkert ved den nyåbnede strand bagefter.

    I kan også klatre rundt i trætoppene hos GoMonkey i Søndermarken, eller tage på en skøn cykeltur ud af byen, hvor I finder smukke, grønne områder ganske tæt på København med alt fra naturstier til naturlegepladser til familiens mindste. 

    Vil du have mere action? Besøg Amager Strandpark og dyst i enten volleyball eller fodbold på faciliteterne, og tag en svømmetur i det friske havvand. Du kan også leje en kajak eller et SUP-board og tage en tur på vandet.

    7. Overnat under åben himmel

    I Danmark kan du kun campere frit i bestemte skove og områder, men måske kender du nogen med en have på Frederiksberg, hvor du kan få lov til at slå telt op? Ungerne vil elske det! 

    Du kan også pakke stormkøkkenet og soveposerne og begive dig ud til en af de mange offentlige lejrpladser, hvor du finder shelters, bålpladser, teltpladser og andre faciliteter. Du kan blandt andet tage til Kalvebod Fælled, hvor du finder masser af muligheder for overnatning i det fri i Fasanskoven, Pinseskoven og Kongelunden. Eller du kan tage til Hareskoven, hvor du nemt kan komme til med s-toget. 

    Udinaturen.dk får du et kort over hele Danmark, hvor du kan finde teltpladser, shelters, bålpladser og mange andre gode tips til jeres tur i det fri. 

    Ude i det fri bliver stjernerne bare endnu tydeligere, og roen falder over over dig på en helt anden måde. Tag enten en enkelt overnatning, eller hold hele din staycation i København ude i det fri. 

    Kunne du tænke dig at tage på sheltertur? Læs vores store shelterguide her.

    http://DIY

    8. Hold staycation med DIY-projekter

    Under din staycation har du mulighed for at dyrke dine og familiens interesser. Svigter det danske vejr, og elsker du DIY-projekter, er der masser af inspiration at hente på forskellige blogs, youtubekanaler eller på de sociale medier. Har du for eksempel set Søstrende Grenes DIY-videoer? Eller besøgt Panduros kreative univers, hvor du finder massevis af kreative ideer?

    Ved DIY-projekter er det kun fantasien, der sætter grænser, og det er en skøn måde at lade kreativiteten få frit løb på under din ferie hjemme. Du kan enten starte med et simpelt projekt som at male en væg i en fin farve, eller kaste dig ud i et af de helt store projekter som at lave dine egne unikke møbler eller en dekorativ radiatorskjuler.

    http://Legepladser%20på%20Frederiksberg

    9. Udforsk byens bedste legepladser

    Frederiksberg er fyldt med gode legepladser, og vi har samlet en liste over vores favoritter her, så I kan tage på tour-de-legeplads i sommerferien. 

    De bedste legepladser på Frederiksberg:

    Kejserinde Dagmars Plads

    Slip fantasien løs på legepladsen ved Kejserinde Dagmars Plads. Her finder I nemlig Kejserinde Dagmars slot med voldgraven omkring og farlige vippedyr. 

    Aksel Møllers Have

    Den store legeplads ved Aksel Møllers Have blev renoveret så sent som sidste år. Her finder I sjove legeredskaber til børn i alle aldre blandt andet gynger, klatreredskaber, trampoliner og meget mere. 

    Frederiksberg Have

    I Frederiksberg Have finder I en stor legeplads udformet som Frederiksberg Slot. Den store legeplads byder på spændende leg med rutsjebaner, klatreredskaber, gynger og meget mere. 

    Lindevangsparken

    På legepladsen ved Lindevangsparken er der arrangementer hele sommeren, som du kan se på legepladsens Facebookside. Her er der masser af vandsjov i soppebassinet eller på den elektroniske vandlegeplads. 

    Langelands Plads

    Frister det at lege i Frederiksbergs højeste legetårn, så skal I tage til legepladsen på Langelands Plads. Her finder I også masser af andre sjove legeredskaber og et soppebassin på de varme sommerdage. 

    Grøndalsparken

    I Grøndalsparken finder I ikke blot en, men to legepladser. I den ene ende af parken ved Femte Juni Plads finder I toglegepladsen. Her kan man styre toget, klatre på skinnerne og hoppe på opstablede kufferter. I den anden ende af parken, bag Flintholm svømmehal, ligger en hyggelig naturlegeplads, hvor I finder gynger, klatrevæg og meget mere. 

    Naturlegepladser i Københavnsområdet:

    Har I været alle legepladserne på Frederiksberg igennem, så kan I tage på udflugt til nogle af de skønne naturlegepladser lidt længere væk. 

    Tag på cykeltur til Damhusengen, hvor I finder en skøn naturlegeplads lige ved den grønne cykelrute. Når I er færdige med den, kan I tage videre til engens anden naturlegeplads, der ligger ned mod søen. I kan også besøge Københavns største naturlegeplads i Valbyparken, eller kombinere bål og friluftsliv med en tur på naturlegepladsen ved Naturcenter Amager på Kalvebod Fælled.

    http://Høstfest%20på%20Frederiksberg

    Credit: Rasmus Flindt Pedersen/Copenhagen Media Center

    10. Deltag i lokale sommerarrangementer

    Frederiksberg summer af liv hele sommeren, og der er masser af spændende arrangementer for både børn og voksne på programmet. Vi har samlet et udpluk af de arrangementer, vi glæder os mest til herunder.

    Frederiksbergfortællinger

    11. juni til 11. juli 
    Kom til Frederiksbergfortællinger ved kiosken i Lorrys Have, og få en sjov og hyggelig stund med hele familien.

    Copenhagen Jazz Festival

    1. juli til 24. juli 
    Copenhagen Jazz Festival finder i år sted fra 1. juli til 24. juli. Der bliver musik i hele byen, og på Frederiksberg bliver der lavet jazzkoncerter på hele ni spillesteder.   

    Sommer i Haveselskabet

    Hele juli
    Er du til musik under åben himmel, så er Sommer i Haveselskabet måske noget for dig. Gennem hele juli bliver der afholdt udendørskoncerter med spændende kunstnere i Haveselskabets Have midt på Frederiksberg.

    Åben Have

    Hver torsdag hele sommeren
    Hver torsdag gennem hele sommeren kan du komme forbi KU.BE’s byhave og hjælpe til i haven. Her er der rig mulighed for at få jord under neglene og blive en del af det hyggelige fællesskab.

    Stella Polaris

    7. august 
    Den elektroniske musikfestival Stella Polaris bliver afholdt 7. august i Frederiksberg Have. Smid dig på et tæppe, og nyd den lækre musik og gode stemning. 

    PostNord Danmark Rundt

    14. august
    Det kendte cykelløb PostNord Danmark Rundt kommer til Frederiksberg, hvor de afholder enkeltstart som deres femte etape. Etapen starter og slutter på Frederiksberg Allé, og på deres hjemmeside kan du se den fulde rutebeskrivelse, så I kan heppe hele vejen. 

    WorldPride

    12. august til 22 august
    I år er København vært ved det verdensberømte WorldPride, hvor der vil være aktiviteter i hele byen. Den klassiske Pride Parade er blevet aflyst på grund af corona-pandemien, og derfor kan du i stedet gå march fra flere forskellige områder i byen – heriblandt fra Frederiksberg. Marchen foregår 21. august og ender i Fælledparken. 

    Loppetorv

    Starter igen 21. august
    Det populære Loppetorv starter op igen 21. august på Rådhuspladsen, men hvis du ikke kan vente med at komme til loppemarked helt indtil da, kan du tage til Flea Frederiksberg ved Frederiksberg Mad- og Kulturhus 15. august. 

    Høstfestival

    20. august til 29. august
    Hvis du kender til den årlige høstfest med fællesspisning ved langbordet på Frederiksberg Allé, så skal du glæde dig til dette års Høstfestival. Høstfestivalen er en videreudvikling af Høstfesten og kommer til at bestå af forskellige events fordelt på alle dagene.

    Du kan følge med i, hvad der sker på Frederiksberg hele sommeren på oplev.frederiksberg.dk – så husk at holde dig opdateret.

    Rigtig dejlig staycation til dig og din familie!

    Rul til toppen