Teatre og koncertliv på Frederiksberg

Et billede af symfoniorkestret i den store, smukke koncertsal på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Frederiksberg har i mange år været centrum for et sprudlende teater- og underholdningsliv i København. Specielt på Frederiksberg Allé med den sydlandske charme finder du mange spændende teatre, som både viser børneforestillinger, musicals, folketeater, opera og spændende kunstprojekter.

Ud over teaterliv finder du på Frederiksberg også mange gode koncertsteder og venues som Musikkonservatoriet med mange klassiske koncerter og Forum og Falconer Salen, som har haft besøg af mange danske og internationale kunstnere.

Kender du Frederiksbergs “Walk of Fame” på Frederiksberg Allé?

Ved Café Promenaden på Frederiksberg Allé er der desuden indledt en tradition for at nedlægge teaterfliser med navnene på nogle af Danmarks dygtigste skuespillere. Hvert år kåres årets teaterflise, som lægges ned i fortovet langs alléen.

Læs mere om Frederiksbergs teatre og koncertoplevelser her:

Betty Nansen Teatret

Soli Deo Gloria står der på den hvide facade af en af Frederiksbergs store turistattraktioner, Betty Nansen Teatret.

Frederiksberg Allé 57 • 1820 Frederiksberg C

Betty Nansen Teatret ligger midt på Frederiksberg Allé og er et af Københavns mest ikoniske teatre. Teatret er opkaldt efter den kendte danske skuespillerinde Betty Nansen, som blev chef for teatret i 1917. Men det frederiksbergske teater kan dateres helt tilbage til 1869, hvor det under navnet Frederiksberg Morskabsteater blev Danmarks første serveringsteater.

På Betty Nansen Teatret kan du i dag opleve teater i højeste internationale kvalitet med dygtige skuespillere på plakaten. Teatret har stolte traditioner for at levere alt fra nyfortolkninger af klassiske værker til innovative og eksperimenterende forestillinger.

Betty Nansen Teatret er for dig, som holder af:

  • Store, internationale opsætninger
  • Nyfortolkning af klassiske værker
  • Innovative og eksperimenterende forestillinger

Læs mere om Betty Nansen Teater på Frederiksberg, find teaterforestillinger, og køb billetter her.

Edison

To mennesker taler sammen uden for den eksperimenterende scene Edison på Frederiksberg

Edisonvej 10 • 1856 Frederiksberg C

Edison er Betty Nansens anneksscene og ligger på en sidegade til Frederiksberg Allé. Teatret er en slags teaterlaboratorium, hvor der er højt til loftet, både fysisk og kunstnerisk. Her kan de kunstneriske idéer hurtigt omsættes til fascinerende teaterforestillinger.

En eksperimenterende legeplads for teaterfolk

Edison ligger i et tidligere elektricitetsværk, så du vil opleve et teater, som ikke ligner et helt almindeligt teater.

Den fleksible scene og anderledes sædeopbygning gør det nemlig muligt for kunstnerne at lege med rummet, så publikum oplever scenekunst og skuespil fra et nyt perspektiv. Det er også grunden til, at Edison er blevet anset som et af Københavns mest spændende teatre.

Edison er for dig, som holder af:

  • Eksperimenterende teater, hvor du oplever scenekunst og skuespil fra et nyt perspektiv

Læs mere om teatret, se hvilke teaterforestillinger der spiller netop nu, og se priser.

Riddersalen

Riddersalen Teater på Frederiksberg fotograferet om aftenen i smukt lys, mens der spilles en forestilling.

Allégade 7-9 • 2000 Frederiksberg

Riddersalen på Frederiksberg er et lille teater med plads til 210 gæster, som ligger i flotte omgivelser ved Frederiksberg Runddel. Riddersalen er mere end 100 år gammel og har blandt andre huset kulturpersonligheder som Storm P., Jytte Abildstrøm og Osvald Helmuth.

I Riddersalen på Frederiksberg bliver der opført alt fra børne- og familieteater til forestillinger for voksne. Teaterforestillingerne emmer alle af skævhed, fantasi og overskud og er ofte bygget på klassiske historier om det gode og det onde og en stræben efter en bedre verden.

Riddersalen er for dig, som holder af:

  • Børneteater
  • Familieteater
  • Voksenteater
  • Teaterforestillinger, som er bygget på klassiske historier om det gode og det onde og en stræben efter en bedre verden

Læs mere om Riddersalens aktuelle teaterforestillinger samt parkeringsforhold og priser.

Aveny-T

Stemningsfulde Aveny-T fotograferet udefra, mens solen skinner på facaden af det gamle teater

Frederiksberg Allé 102 • 1820 Frederiksberg C

Den ikoniske bygning, som Avenue-T ligger i, blev bygget i 1850 under navnet Sommerlyst. Siden har teatret haft forskellige navne som Føniks-Teatret, CampX, Dr. Dantes Aveny, Frederiksberg Teatret og nu Aveny-T.

På teatret kan du opleve både musikforestillinger og dramatik med store danske skuespillere i hovedrollerne. Teatret har gennem årene blandt andre haft Nikolaj Lie Kaas, Jimmy Jørgensen og Mads Mikkelsen på plakaten.

Stor kunst på et lavt budget

Som noget unikt for Aveny-T spiller teatret med en femtedel af den støtte, som de fik tidligere. Aveny-T er derfor blevet et foregangsteater og har lavet flere co-produktioner med blandt andet Århus Teater.

Aveny-T er for dig, som holder af:

  • Musikforestillinger
  • Dramatik med store skuespillere

Læs mere om Aveny-T, transport, parkering og billetter, og se hvilke forestillinger teatret spiller.

Forum Copenhagen

En masse folk står i kø foran Forum Copenhagen for at komme ind og høre en koncert med en international musikstjerne.

Julius Thomsens Plads 1 • 1925 Frederiksberg

Forum Copenhagen er en stor hal, som åbnede i 1926 under navnet “Kæmpehallen”.

Den har siden rummet alt fra cirkustelte, biludstillinger og alverdens musikstjerner. Det er derfor en venue med masser af historie, som stadig har alle slags events fra store koncerter til tv-transmitterede awardshows og meget mere.

Verdensstjerner og loppemarked

Flere store musikere gæster hvert år Forum, der rummer mere end 10.000 ståpladser eller 8.500 siddepladser. Derudover er der årligt designerforum, loppemarked og udstillinger med fokus på oplevelser og livsstil.

Det er nemt at komme til Forum Copenhagen, da både metro og busser stopper lige foran indgangen.

Det kan du opleve i Forum Copenhagen:

  • Koncerter med nationale og internationale stjerner
  • Designerforum
  • Loppemarked
  • Udstillinger
  • Standup
  • Og en hel masse andet

Læs mere om Forum Copenhagen, kommende koncerter, begivenheder og messer, og se åbningstider og billetpriser.

Det Kongelige Danske Musikkonservatorium

Et billede af Radiohusets Koncertsal hos Det Kongelige Danske Musikkonservatorim, hvor symfoniorkestret spiller en koncert, og publikum lytter interesseret

Rosenørns Allé 22 • 1970 Frederiksberg C

Med mere end 200 koncerter årligt, hvoraf mange er gratis for publikum, er det nemt at få en klassisk musikoplevelse på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium på Frederiksberg.

Danmarks smukkeste koncertsal

Musikkonservatoriet ligger i det karakteristiske Radiohus på Frederiksberg og indeholder hele seks koncertsale, hvor den største er Radiohusets Koncertsal med plads til mere end 1.000 publikummer. Koncertsalen anses for at være Danmarks smukkeste koncertsal.

På Det Kongelige Danske Musikkonservatorium kan du høre alt fra orkesterkoncerter til soliststuderende og Sjællands Symfoniorkester. I forbindelse med musikkonservatoriet finder du også verdens ældste musikhistoriske museum.

Det kan du opleve i Det Kongelige Danske Musikkonservatorium:

  • Klassisk musik i smukke omgivelser
  • Orkesterkoncerter
  • Soliststuderende
  • Sjællands Symfoniorkester
  • Musikmuseet

Læs mere om koncerter, festivaller, parkeringsmuligheder, priser og Musikkonservatoriets historie.

KU.BE

I kulturhuset og mødestedet KU.BE på Frederiksberg leger børn i et stort altivitetsrum med en rutsjebane.

Dirch Passers Allé 4 • 2000 Frederiksberg

KU.BE er et mødested på Frederiksberg, der udfordrer grænserne mellem kultur, sundhed og bevægelse. Det mere end 3.800 m2 store kulturhus rummer en kombination af kulturarrangementer, fysiske aktiviteter, foredrag og brugergrupper, som er med til at forme KU.BE.

På KU.BE finder du også et bibliotek med bøger, tidsskrifter og digitale aviser, som du kan læse gratis på biblioteket, samt en café med sunde retter og god kaffe fra Simply Cooking.

Der er desuden forskellige faste aktiviteter og en række arrangementer hver eneste måned.

Det kan du opleve i KU.BE:

  • Kulturarrangementer
  • Motionsaktiviteter
  • Foredrag
  • Bibliotek
  • Café

Læs mere om de aktuelle arrangementer, se åbningstider og tilbud her.

Falconer Salen

Falconer Salen på Frederiksberg i København fotograferet under en koncert i en fyldt koncertsal fyldt med publikummer

Falkoner Alle 9 •  2000 Frederiksberg

Falconer Salen ligger helt centralt på Frederiksberg tæt på Frederiksberg metro og Frederiksberg Centret.

Falconer Salen er både et teater og et koncertsted med plads til mere end 2.000 siddende tilskuere og mere end 3.000 stående tilskuere. Stedet er designet til at give en fantastisk akustisk oplevelse, og mange store internationale stjerner som Katie Malua, Bob Dylan og Nick Cave har allerede optrådt i salen.

Falconer Salen bruges desuden til musicals, konferencer og messer.

Det kan du opleve i Falconer Salen:

  • Teater
  • Koncerter med danske og internationale stjerner
  • Musicals
  • Konferencer
  • Messer

Læs mere om Falconer Salen, parkering og transport, koncerter, program og kommende begivenheder.