Giv en hjertegave fra vores Ønsketræ

Ønsketræ i FRB.C giver julegaver til udsatte, lokale børn for 10. år i træk.

Vores Ønsketræ er en vigtig tradition, som vi holder fast i, og som virkelig understreger begrebet ‘Hjerternes fest’.

For de fleste børn i Danmark er julen fyldt med hygge og forkælelse, og det er en dejlig og spændende tid for de yngste. Men der findes også lokale børn, hvor det ikke er en selvfølge at få en gave juleaften, og som ikke vender tilbage efter juleferien med noget nævneværdigt at kunne vise kammeraterne og fortælle om. Derfor har Frederiksberg Centret for 10. år i træk opsat det smukke Ønsketræ i samarbejde med Frederiksberg-Falkonér Rotary Club.

På Ønsketræet hænger der julegaveønsker fra børn på børnehjem, døgninstitutioner, krisecentre eller hårdt ramte familier på Frederiksberg og omegn. Julehandlende kunder i Frederiksberg Centret kan ”plukke” ønsket på træet og opfylde det ved at købe den ønskede gave, pakke den flot ind og efterfølgende aflevere den i Informationen, der sammen med Frederiksberg-Falkonér Rotary Club sørger for at få den bragt frem til det rette barn inden jul.

Marketing Manager i Frederiksberg Centret, Vibeke Qvist, fik ideen til et lokalt Ønsketræ for 10 år siden, da hun kunne se, at mange familier på Frederiksberg har et stort overskud til og ønske om at hjælpe andre, men af og til manglede et bindeled til de trængte. Derfor skabte hun kontakten til Frederiksberg-Falkonér Rotary Club, der sørgede for at hente konkrete gaveønsker fra børnene på lokale institutioner, mødrehjælpen eller krisecentre og få ønskerne hængt op på det store, smukke Ønsketræ midt i Frederiksberg Centret.

De færdigindpakkede gaver bærer præg af, at det er helt almindelige mennesker med et stort hjerte, der ønsker at bruge tid og penge på at glæde andre børn – gaverne er pakket smukt og personligt ind, og ofte er der et lille brev lagt ind i gavepakken med et ønske om en glædelig jul, en fin tegning fra et andet barn, eller gaven er måske suppleret op med lidt ekstra lækkerier og guf, lidt hjemmestrik eller lignende som en ekstra overraskelse til det anonyme barn, man kun kender køn og alder på.

Siden Ønsketræet sås for første gang i Frederiksberg Centret har ideen bredt sig til mange andre shoppingcentre i Danmark, så der i dag er mindst 10 andre centre, der sammen med deres lokale Rotary Klub forsøder tilværelsen for de børn, der får mindst i julen.

Marketing Manager, Vibeke Qvist, er glad for samarbejdet med Frederiksberg-Falkonér Rotary Club: “At give en gave er ofte noget man giver af hjertet og man venter spændt på, om modtageren bliver glad. Den glæde vil vi gerne give flere mulighed for at give og modtage.”

Rotaryklubbens præsident Annette Probst er ligeledes glad for samarbejdet og siger: ”Det er en afgørende indsats for klubben netop at kunne være bindeled mellem de mange børn på institutionerne og de besøgende i Frederiksberg Centret med overskud til at tænke andre med ind i budskabet om en glædelig jul”.