Forkælelse og luksus til beautyelskere
Julekalendere, adventsgaver og små overraskelser. Julen er i sandhed hjerternes fest, og få ting går så rent ind som beauty og selvforkælelse, når det kommer til gaver. Her får du et bud på nogle virkelig lækre ting, som du kan forkæle én du elsker med i denne søde juletid.
Hvem elsker ikke en sød julekalender? I stedet for en traditionel chokoladejulekalender kan du i år gå efter en, der vækker glæde i pigen, der elsker makeup. Benefit, som forhandles hos Sephora, har fx denne virkelig fine én af slagsen, som indeholder 12 minis af deres bestsellere. 12 days of Christmas går fra d. 25. december til d. 5. januar, men i Danmark kan man jo blot starte d. 12. december, eller nøjes med at åbne en låge hver anden dag, fra d. 1. frem til d. 24. Kalenderen spiller i øvrigt en original Benefitsang, når man åbner den.
Det er de små ting, der tæller
Glæd hende den søde med små, fine beautyting i adventskalenderen eller i julegave – eller måske som en skøn overraskelse, når hun skal til en af sæsonens mange julefrokoster og fester. Det er min opfattelse, at langt de fleste af os gør ekstrameget ud af at se lækre ud og dulle os op til firmafesten, jul og nytår. Der er ingen tvivl om, at en smuk øjenskyggepallette, et lille sæt med makeupbørster, eller pleje til hænder og negle vil vække begejstring, når de pakkes op.
Tony Moly, som jeg allerede har skrevet om i mit K-Beauty-indlæg, har lavet en skøn trio af håndcremer i juletema og med traditionelle juledufte af kirsebær, kanel og kager. Perfekt til håndtasken, så hænderne forbliver fugtede og bløde, selv i det hårde vintervejr.
Sephoras eget mærke laver også mange lækre beautyting og makeup. Den fine 4-i-1 neglefil er perfekt at have med på farten og kan blandt andet sættes i nøgleringen, så man aldrig skal rende rundt og lede i taskens dybe lommer, hvis uheldet er ude.
Den lille, trekantede øjenskyggepallette fra Sephoras julekollektion har en perfekt sammensætning af farver til hverdag og fest, og der følger endda en vejledning med, så du er helt sikker på at lave en øjenmakeup som er on fleek.
De to sæt med makeuppensler er så fine i deres julefarver rød og guld. Det lille rejsesæt i æsken passer lige til en tur hjem til familien til jul, eller i tasken under julefrokosten, så man lige kan rette på makeuppen undervejs. De tre øjenskyggepensler gør det næsten umuligt ikke at kunne lægge et perfekt smokey eye og tegne de flotteste bryn. Et absolut musthave til alle piger, der elsker dullegrej!
Hvis der skal luksus på programmet…
… så går du ALDRIG galt i byen med et glattejern fra ghd. Dette års julekollektion er i kobber, og dette über-blærede Copper Luxe Gift Set indeholder, udover det smukke glattejern, to eksklusive neglelakker fra NailsInc, en varmeresistent taske og en lækker Total Volume Foam – som i øvrigt dufter helt fantastisk og giver håret et flot løft. ghd forhandles hos Stylebox, hvor de også har andre smukke stylingredskaber i kobber.
Det er også hos Stylebox, at du finder nogle af mine favoritmærker indenfor produkter til hårstyling: Davines og Maria Nila. Jeg er selv helt vild med Davines’ YHA-serie, hvor især hårpudderen og pudderbørsten til dette er musthaves. Det svenske mærke Maria Nila er vegansk, og har nogle virkelig gode produkter, som fx deres Volume Spray, der bruges i rødderne inden føntørring for at give håret et løft. Er man ikke til glattejern, så er Dafnis keramiske børste et virkelig godt alternativ til et naturligt, glat hår. Jeg bruger den selv på hverdage, hvor jeg er kommet lidt for sent op, eller når jeg stadig gerne vil have lidt spil i hårets struktur.
Og så er der denne luksuspalette fra yndlings Too Faced, som kan købes i Sephora. Too Faceds julekollektion i år hedder Christmas in New York, og dette er den smukke Chocolate Shop, som også indeholder tre minis: Better Than Sex Mascara, 24-Hour Shadow Insurance og Melted Chocolate i ”Chocolate Milkshake”. Som en ekstra bonus, udover det fine design og de smukke, pigmenterede øjenskygger, så dufter paletten også af chokolade. Jeg tror, at det er de færreste piger, som ikke må undertrykke et lille hvin, når de pakker denne lækre sag op.
Jeg håber, at I er blevet inspireret til at give nogle fine beautyting i gaver i løbet af juletiden. Hvad end de er små og fine, eller lidt mere luksus, så er jeg ikke i tvivl om, at de vil bringe smil og glæde frem hos modtageren.
Kærligst,
Rikke // Stickysweetdanish