Mette Skjærbæk fra Karmameju: ”Sundhed handler om livsglæde”
Sundhed er for mange lig med grøntsager og lange løbeture. Men for Mette Skjærbæk, der er kvinden bag det naturlige hudplejebrand Karmameju, er det ikke noget, man kan sætte to streger under. “Sundhed for mig er de ting, der fører til, at jeg har en god dag og et godt liv. Det kan være kost og træning, men også mig-tid, latter og kærlighed,” forklarer hun.
Mette tror derfor ikke på, at vi nødvendigvis bliver sundere, kun fordi vi spiser broccoli og drikker vand. Det er i stedet vigtigt, at vi prøver at få noget godt ud af alle dage, også når det er mandag. “Og hvis det er at købe en jordbærkage med hjem, med god samvittighed, så er det måske sundhed. For i sidste ende er sundhed det, der fører til livsglæde. Hvis det booster glædesendorfinerne, skal kroppen nok klare sig,” understreger hun.
Mette mener derfor ikke, at vi behøver ikke at se på flere salater. Vi ved godt, at grønt er godt for os. Vi skal i stedet have mere fokus på vores mentale sundhed, fordi det har lige så stor betydning for vores krop på den lange bane. For i sidste ende kan ingen jo give opskriften på, hvad optimal sundhed er for den enkelte,” fortæller hun.
Hudplejekarma i Karmameju
Mette Skjærbæk har i mange år haft en stor interesse for natural health, som handler om at behandle kroppen og sindet med respekt, så vi giver os selv de bedste betingelser for et godt liv. Det var også interessen for natural health sammen med en interesse for design og den ultimative komfort, der førte til, at Mette i 1999 grundlagde Karmameju sammen med veninden Julie Krogstad.
Navnet Karmameju er sat sammen af de to første bogstaver i Mette og Julies navne, meju, og af ordet karma, som betyder, at alt, vi gør, i sidste ende kommer tilbage til os, hvilket også er grundtanken bag natural health-filosofien. “Vi kunne godt lide idéen om, at vi med karma i vores navn ville gøre vores yderste hver dag, både over for mennesker og i produktudviklingen,” fortæller Mette.
Modelkarriere til startskuddet til naturlig hudpleje
Bevidstheden om, at det, vi smører på huden nu, har betydning for hele vores krop på den lange bane, blev vækket i Mette efter, at hun havde boet og arbejdet som model i udlandet i ti år. En periode, hvor hun blev udsat for utallige stylinger med alverdens produkter. Men alligevel kom hun tilbage til Danmark uden at kunne pege på et eneste yndlingsprodukt, som hun ikke kunne leve uden.
Mette ønskede at skabe det, hun personligt mente, der manglede i markedet: Produkter som både er virkelig effektive og indeholder masser af klinisk dokumenterede ingredienser, og som samtidig er helt uskadelige og aldrig må indeholde skadelige stoffer.
“Vi har altid arbejdet med udgangspunktet redefining wellness. Det betyder, at vi tager vores produkter skridtet videre, end hvad der allerede findes. Samtidig har vi fokus på at stimulere sanserne, fordi sanseapparatet er så stærkt, at det kan påvirke vores følelser. Det er den røde tråd i Karmameju,” forklarer Mette.
“I de sidste 20 procent af tiden drikker jeg champagne, spiser saltlakrids
og kommer alt for sent i seng.”
360-graders hudpleje
Rundt om hudplejebrandet findes Karmamejus filosofi, No beauty without truth, der ser hudpleje fra en 360-graders vinkel. “Navnet Ingen skønhed uden sandhed symboliserer, at man ikke alene med hudpleje kan skabe en smuk hud. Den måde, vi spiser, sover, trækker vejret, motionerer, griner og lever på, påvirker også huden,” forklarer Mette.
Derfor består universet af nogle anbefalinger, som følger med produkterne, når du køber dem. Det er råd som at trække vejret dybt, drikke en masse vand, få nok søvn, meditere og spise skinfood, der er mad fuld af vitaminer og mineraler. Disse grundelementer kan nemlig booste din hud indefra, hvilket er med til at optimere hudplejen udefra. Og selvfølgelig følger hudeksperten sin egen filosofi; hver dag starter Mette med en crazy smoothie, som i bund og grund består af at putte en masse sunde ingredienser i en blender og drikke det.
80/20-balance
Natural health-filosofien fylder en del i Mette Skjærbæks hverdag. Hun træner blandt andet Pilates Reformer og yoga, fordi det er en del af et godt liv for hende. “Hvis jeg ikke træner, får jeg ondt i nakken. Og jeg gider ikke have ondt i nakken. Det er min motivation for at træne. Det handler om, at jeg godt kan lide livet og gerne vil have de bedste forudsætninger, hvor jeg kan fyre den af og have det sjovt hver dag. Og det kræver en krop, hvor jeg ikke har ondt.”
Mette lever efter en 80/20-balance. 80 procent af tiden sørger hun for at træne og spise de ting, som hun mener, hendes krop har godt af, og så drikker hun en masse vand. “I de sidste 20 procent af tiden drikker jeg champagne, spiser saltlakrids og kommer alt for sent i seng. Uden at det giver mig dårlig samvittighed, fordi jeg tror på, at det er lige så vigtigt at have det sjovt, som det er at være sund,” siger Mette.
Det handler om kropsfornemmelse ikke dårlig samvittighed
De 80/20 er dog ikke et regnskab, der bliver holdt nøje øje med. Det handler om en kropsfornemmelse, ikke om samvittighed.“Den dårlige samvittighed er noget, vi skal forsøge at komme af med,” mener Mette, som tror på, at det er sjovere at løbe en tur, hvis vi vender turen til noget positivt og dropper kalorieregnskabet.
“Hvis du løber, fordi du gerne vil give din hud et sundhedsboost, bliver det måske nemmere at komme af sted, end hvis du løber, fordi du har spist en fastelavnsbolle, som nu skal løbes af igen. Løbeturen bliver ekstra velvære i stedet for at være endnu en pligt i din i forvejen travle hverdag,” forklarer hun.
En positiv besættelse af nuet
Livsglæde er et nøgleord for Mette Skjærbæk, som har det, hun selv kalder en positiv besættelse af nuet. Hun bliver derfor også ked af det, når hun hører om mennesker, der kun lever for at holde weekend og ferie, og hvor hverdagen ender i praktik og trætte mandage. “Vi bruger så meget tid på hverdagen, så hvorfor ikke fokusere på netop at gøre hverdagen god. Hvis jeg skal støvsuge, sætter jeg god musik på og prøver at være bevidst om at bruge min krop fornuftigt. Herved bliver støvsugningen en workout i stedet for en sur hverdagspligt,” forklarer hun.
Besættelsen af nuet startede, da Mette var lille, hvor hendes far, mormor og farmor døde kort tid efter hinanden. Her gik det op for hende, hvor nemt det er at dø. “Derfor skal vi huske at leve. Det er en driver for mig. Jeg tager ikke noget for givet,” fortæller Mette.
Prøv en digital detox
Hun mener, at vi skal blive bedre til at være i nuet, i stedet for at fokusere på, hvordan alle andre lever deres liv. “Jeg har selv været slem til at tjekke sociale medier som det første hver morgen. Det var lidt som et fix. Men jeg har haft en periode med social media-afvænning.”
Mettes råd til mere tid og velvære i hverdagen er derfor ganske kort. Sluk telefonen, og tag en digital detox. Brug i stedet tiden på at finde ud af, hvad du synes er sundt, sjovt og pænt, og vælg at styre målrettet mod det. “Hvis vi holder op med at spejle os i, hvad andre gør, så holder vi måske også op med at være så stressede og travle i hverdagen,” slutter Mette Skjærbæk.
Mette Skjærbæk:
- Stifter af og kreativ direktør i Karmameju.
- Chef for det kreative team, der laver alt fra udvikling af produkter til tekster, interviews og brandkoncepter.
- 42 år og mor til tre piger på 7, 14 og 18 år.
- Følg Mette på bloggen nobeautywithouttruth og på Instragram @karmameju_mette
- Få inspiration til Mettes crazy smoothies og skinfood på #metzfood