Mød 4 inspirerende mennesker som lever af deres passion
“Det fascinerer mig, at man kan helbrede med mad”
Sundhed handler om at have det godt og være glad. Det mener ernæringsekspert Louise Bruun, der har gjort det til sin mission at hjælpe andre med at få det bedre gennem kost og bevægelse. Louise Bruun har mange titler og mange projekter.
“Jeg elsker det, for jeg får energi af at hjælpe andre mennesker til at få det godt. For mig handler sundhed nemlig ikke om at se godt ud, men om, at man har det godt i kroppen og er glad,” fortæller hun.
“Det fascinerer mig, at man kan helbrede med mad. Jeg ser folk med både gigtsmerter, allergi og eksem få det bedre med god kost og bevægelse. Bare det at lave sin egen mad i stedet for at købe maden kan gøre en kæmpe forskel.”
Ingen urtemoster
Louise er sit eget bedste eksempel. Hun holder sig sund ved at gå i seng i ordentlig tid, spise hjemmelavet mad og bevæge sig hver eneste dag.
“Det er ikke, fordi jeg er sådan en urtemoster. Jeg har selvfølgelig også udsving. Men jeg kan mærke på min egen krop, at det virkelig betyder noget,” fortæller hun.
”Jeg har fire børn og en dejlig mand. Samtidig er jeg så heldig at have et arbejde, hvor jeg oplever, at mennesker får det bedre og bliver gladere. Det giver mig enormt meget energi og glæde.”
En time i naturen
Ernæringseksperten er overbevist om, at de fleste af os kan få mere energi med mere bevægelse ind i hverdagen.
“En time i naturen hver dag betyder virkelig meget for din sundhed. Du behøver ikke løbe – en gåtur er også helt fint.”
Samtidig mener hun, at vi generelt skal spise flere grøntsager og mindre sukker. “Sukker fylder lidt for meget og er ofte benzin på bålet, hvis du i forvejen har problemer. Erstat sukker med mørk chokolade, kokoskugler og frugt, der er fuld af vitaminer og mineraler.”
Men først og fremmest skal beslutningen tages. Af dig selv.
“Tag ansvar for dit eget liv. Det er ikke noget, andre kan gøre for dig. Jeg kan godt hjælpe og motivere dig til sunde valg, men det er din beslutning.”
“Vi har lært, at man ikke smider noget ud”
Bæredygtighed i det, du er omgivet af, og det, du spiser, er nøgleordet for Guldsmeden Hotels. Sådan har det været helt fra begyndelsen, hvor det slet ikke var in at være grøn, fortæller direktør Sandra Plesner Weinert.
Don’t panic, it’s organic, står der i receptionen på Guldsmeden Hotels’ nye hotel, Manon Les Suites på Gyldenløvesgade i København. Og her er ingen panik. Interiøret er lavet af bæredygtige materialer, og maden er økologisk, for bæredygtighed er en stor del af hotelkædens identitet, fortæller hoteldirektør Sandra Plesner Weinert, der i 1999 åbnede sit første Hotel Guldsmeden i Århus sammen med sin mand Marc.
“Både min mand og jeg kommer fra hjem, hvor vi har lært, at man ikke smider noget ud. Derfor var det naturligt for os at gå den bæredygtige vej,” forklarer hun.
Her 9 år senere har parret åbnet 11 bæredygtige hoteller både i København, andre steder i Europa og på Bali. Alle indrettet af Marc selv.
“Han er arkitekt og meget kreativ. Han går altid alt efter i sømmene og kigger på, hvad der er af eksisterende materialer, når vi renoverer et hotel. På den måde smider vi meget mindre ud.”
Ikke bare økomælk
I begyndelsen var ideologien et udtryk for deres egen passion og ikke nødvendigvis noget, de skiltede med.
“Vi gjorde ikke noget væsen ud af at fortælle, at vores hotel var bæredygtigt, og vores morgenmad var økologisk. Selv om det var vigtigt for os, var folk ikke interesserede dengang i 1999,” fortæller Sandra og forklarer, at det først var ved klimakonferencen i 2009, at der for alvor kom fokus på bæredygtighed, og mange begyndte at brande sig på det grønne.
“Vi vil gerne vise, at vi er bæredygtige, men vi vil ikke være et af de hoteller, der kalder sig bæredygtige, bare fordi vi har økologisk mælk,” forklarer hun.
Guldsmedens hoteller fik derfor i 2010 det gyldne ø-mærke, som viser, at maden er 90-100 procent økologisk, og de opnåede også at få et af de skrappeste bæredygtighedscertifikater i verden – Green Globe.
Ingen drøm er for stor
Selv om Sandra som hoteldirektør har en stresset hverdag med mange projekter og til tider står virkelig tidligt op, får hun aldrig lyst til bare at sælge.
“Jeg får så meget energi af at starte nyt. Og så har jeg aldrig haft behov for at dele mit døgn op i arbejdstid og fritid. Alt smelter sammen, og jeg elsker det.”
Det er afgørende, at arbejdet er sjovt at stå op til hver eneste dag. Og netop det er hun stolt over, at hun kan videregive til sin børn.
“Du kan sagtens holde begge ben på jorden, samtidig med at du har store planer for livet. Ingen drømme er for store,” mener hun – og råder alle med store og små drømme til at forfølge dem og bevare troen på, at det kan lykkes.
“Du skal ikke kaste håndklædet i ringen, fordi du oplever modgang. Jeg tror på, at dem, der klarer sig, er dem, der
bliver ved.”
“Jeg begrænser mig ikke i mine tanker”
Får Gert Farup Lindquist en idé, sætter han i gang med det samme. Et drive, som allerede er smittet af på butikskæden Eventyrsport, der har øget sin omsætning med 118 procent på bare tre år.
Der er ikke langt fra tanke til handling. Det er det, der kendetegner Gert Farup Lindquist, som er kædechef i Eventyrsport.
“Når jeg får en idé, er jeg ret hurtig til at sætte noget i gang. Det er nemlig der, idéen er stærkest,” fortæller han.
Og idéer mangler der ikke. De fleste bliver faktisk også til noget. Det, der begrænser mest, er økonomien, da det er dyrt at lave en hel skov eller et vandfald inde i en butik, som han ellers lige nu drømmer om.
“Jeg begrænser mig ikke i mine tanker. Det er vigtigt for mig, at jeg brænder for mit arbejde og mine projekter, ellers fungerer jeg ikke. Derfor har jeg også til tider svært ved at forstå, at andre ikke brænder lige så meget for tingene. Men man lærer med årene at forstå, at vi jo er forskellige,” fortæller Gert.
Outdoor indendørs
Et af kædechefens projekter har været at gøre et besøg i Eventyrsport til en oplevelse. Derfor har Eventyrsport i Frederiksberg Centret fået en plantevæg, snedkereret møbler og opsat folier med bjerglandskaber.
“Det skal skabe en fornemmelse af at være i de omgivelser, som du vil bruge dine produkter i. Det er vores måde at adskille os fra internettet. Og så byder vi på kaffe, for går du rundt med en kop kaffe, bliver du ofte lidt længere,” fortæller han.
Gert har samtidig indgået et samarbejde med Danmarks største outdoormagasin Opdag Verden, der holder foredrag i Eventyrsports butikker.
“Vi holder cirka 10 foredrag om året i Frederiksberg Centret. Det gør vi for at give vores kunder den ekstra oplevelse.”
Butikkernes nye indretning og de mange arrangementer er blevet taget rigtig godt imod af kunderne, der nyder den totaloplevelse, en shoppetur i Eventyrsport er blevet.
“Det er det, jeg er allermest stolt af arbejdsmæssigt,” fortæller kædechefen.
Tro på det
Gert finder inspiration rundt om i verden, blandt andet i verdens største outdoorkæde REI i USA. Samtidig sørger han for at observere butikkerne, lytte til medarbejdere og sikre sig, at medarbejderne har mulighed for en masse certificeringer og ny viden.
“Vi skal altid have den nyeste og bedste viden, som vi kan videregive. Og det er jo netop det, vi kan, som internettet ikke kan, og derfor også det, vi skal blive endnu stærkere på. For det er min drøm i fremtiden at give vores kunder endnu mere vejledning og endnu flere oplevelser i butikken,” forklarer han.
Kædechefen tror nemlig fast på, at har man idéerne, så er det om at forfølge dem og drive det til noget større.
“Du skal turde tro på det og forfølge de idéer, du får, hvad enten det er på dit arbejde eller er en idé til et nyt projekt. Også selv om der er forhindringer på vejen.”
“Det er min hobby, og jeg kan slet ikke lade være”
Trine Kjær kan slet ikke lade være med at tage billeder af smukke ting. Den passion og en portion mod har gjort hendes pigedrøm til -virkelighed. Det kan din drøm også -blive, siger hun, men du skal ville det.
Nogle dage står der kommercielle møder i kalenderen, andre dage pr-events med næste sæsons kollektioner. Og så skal bloggen og Instagram opdateres.
“Mine dage følger aldrig en fast rytme, og jeg elsker det. Jeg er min egen boss,” fortæller Trine Kjær.
Hun startede i 2008 bloggen Trine’s Wardrobe, der var en af Danmarks første modeblogs, og den eneste fra dengang, der stadig eksisterer i dag.
“Jeg startede, fordi jeg elsker mode. Jeg blev inspireret af nogle piger i Sverige, der skrev om mode og outfits. Dengang vidste ingen rigtig, hvad en blog var. Men jeg var 19 år, så jeg tog chancen.”
Allerede efter kort tid fik Trine de første kommercielle aftaler og både styling- og modeljobs. Hun arbejdede en periode som assisterende moderedaktør på Cover, men da blogdelen blev ved med at vokse, gav det mening at tage springet og gå all in. Det er 10 år siden nu.
“Jeg får lov til at lave så mange fede ting. Jeg har lige lavet et kommercielt samarbejde med Gucci, hvor jeg er ansigt for deres nye parfume i Danmark. Det er en pigedrøm, der går i opfyldelse,” fortæller hun.
Bankede på hos Matas
Ud over at blogge udvikler Trine også på sin skønhedsserie, Trine’s Wardrobe Care, som forhandles i Matas.
“Jeg udviklede mine egne skønhedsprodukter, fordi jeg syntes, at der manglede nogle gode produkter, som er til at betale,” forklarer Trine.
Da produkterne var klar, bankede hun bogstaveligt talt på døren til Matas for at høre, om de ville sælge dem.
“De færreste troede, at de vil sige ja, men det gjorde de, og nu har de været i butikkerne i fire år. Jeg er virkelig stolt over det, fordi de stadig klarer sig så godt. Og så er det superfedt at have noget så konkret ved siden af bloggen, som er mere flyvsk.”
Skal være autentisk
Trine kunne aldrig se sig selv i et 9-17 job, for det ligger alt for meget til hende at være iværksætter og skabe sit eget.
“Selv om det nogle dage kan være hårdt at opdatere sin profil for at forblive aktuel, så elsker jeg det. Det er min hobby, og jeg kan slet ikke lade være med at tage billeder og spotte pæne ting, når jeg går rundt i byen,” fortæller hun.
Netop passionen er essentiel, hvis du drømmer om at starte noget selv, mener modebloggeren, der møder mange, der gerne vil starte noget, fordi de har set andre få succes med noget lignende.
“Det, tror jeg, er en virkelig dårlig idé. Men hvis du har noget, du brænder så meget for, at du ikke kan lade være med det, også selv om du ikke får løn, så får det en helt anden autenticitet og bliver interessant.”
Og ikke mindst skal du have tålmodighed, hvis du drømmer om at starte dit eget.
“Hvis du er dygtig nok, så skal du nok få succes til sidst.”