Weekday, FRBC Shopping

Streetstyle, kultur og bæredygtighed vævet ind i stoffet

Weekday har netop lanceret deres første denim-kollektion af 100 % genanvendeligt stof. Brandet finder inspiration i ungdomskultur og øko-fashion og drømmer om at være helt bæredygtige i 2020.

En lyslilla bikini, cremefarvede jeans og en kedeldragt med bøllehat, alt sammen i genanvendeligt polyester eller stof lavet af genbrugstøj. Hos det svenske brand Weekday bliver sæsonens tendenser og denim mikset med brandets bæredygtige mindset.

“Vi er et brand inspireret af streetstyle og ungdomskultur. Derfor giver det også mening for os, at vores nye kollektioner kommer igennem et bæredygtigt filter. Bæredygtighed og genbrug er en vigtig del af tiden og ungdomskulturen, og vi oplever, at der er stor efterspørgsel efter ‘sustainable fashion’,” fortæller Anna Norling, der er Head of Design hos Weekday.

Hun står, sammen med resten af designerteamet, bag Weekday, der er et denim- og fashionbrand til både ­herrer og damer. Brandet blev grundlagt i ­Sverige i 2002 og blev en del af H&M Group i 2008. Og midt i april åbner de en helt ny butik i Frederiksberg Centret.

“Hos Weekday arbejder vi meget med jeans. Det er kernen i brandet. Derfor finder du altid masser af denim i vores butikker, og det er denim, der er designet ud fra et bæredygtigt mindset,” fortæller Anna Norling.

Hvid og cremehvid denim er en af forårets største tendenser hos Weekday.

STREEETSTYLE OG STÆRKE KVINDER

Weekday er et urbant brand, som finder inspiration i alt fra musik og kunst til streetstyle og små lokale events. Nogle gange er det en stor trend i ungdomskulturen, der inspirerer, mens det andre gange er en enkelt kunstner, film eller destination. 

“Vi bliver særligt inspireret af ­stærke kvinder og mænd på gaden og i ungdomskulturen, der har deres egen personlige stil og kreative idéer,” siger Anna Norling.

“Det kan være, at vi opdager en tendens til et lille lokalt event, og så gør vi tendensen større, fordi det matcher vores brand. Det kan også være, at vi rundt om hjørnet på en rejse ser en happening, der har noget interessant over sig. Du kan aldrig helt vide, hvor og hvornår inspirationen kommer,” fortæller hun.

Weekday er samtidig et brand, som gerne vil være et talerør for dem, der har brug for det. Derfor samarbejder brandet med diverse nonprofitorganisationer, og det har lavet kampagner som ‘Peace Force’ og ‘Raise Your Voice’.

“Vi har lavet kampagner og co-labs, der også har inspireret os til at skabe flere kollektioner i samme stil,” forklarer designeren.

KEDELDRAGT OG BØLLEHAT I SS19

Når Anna Norling eller en af hendes kollegaer ser en tendens på gaden, i kulturen eller i moden, diskuterer de den i designerteamet og brainstormer med de andre teams.

“Så tager vi det igennem vores filtre for at finde ud af, om tendensen matcher med Weekdays DNA, og for at se, om vi kan give det et bæredygtigt mindset,” forklarer hun.

En af de tendenser, der har inspireret Weekday til den nye SS19-kollektion, er Work Wear. En tendens, som matcher Weekdays urbane streetstyle. Kollektionen består blandt andet af kedeldragter og bukser med store lommer og tydelige syninger.

“Vi har i SS19-kollektionen brugt ­materialer som canvas og denim i farverne hvid, beige og brun for at skabe den her Work Wear-feeling,” fortæller designeren og forklarer, at jordfarverne sammen med hvid generelt kommer til at være de dominerende farver i foråret.

“Når vi når tættere på sommer, vil vi desuden se en masse sommerdenim hos Weekday. Det er en lettere form for denim, som vi også kommer til at have i helt hvid og creme-nuancer.”

Anna Norling fortæller, at et af de key-items, vi kommer til at se hos Weekday, er kedeldragten – og med bøllehatten som det perfekte tilbehør til at style med.

Udover Work Wear-tendensen arbejder Weekday også med dyreprint, tie-dye-mønstre og med sæt i de nye SS19-kollektioner. Det kan være sæt i samme farve, mønster eller stof.

Samtidig ser vi cykelshorts, der kommer til at være den cool detalje i garderoben. 

“Jeg tror, cykelshorts bliver et styling­piece, som bliver ret stort i år. Vi kommer til at se cykelshorts stylet med både croptop og en sweatshirt,” spår Anna Norling.

NYE JEANS AF GENANVENDELIGT GARN

I Weekdays SS19-kollektioner er det dog ikke kun ungdomskultur, der har været inspiration. Brandet er også inspireret af virksomheden Recover, der forvandler post-industrielt bomuldsaffald til garn.

“Vi har i foråret designet en helt ny denimkollektion i samarbejde med Recover, som er lavet af 100 procent genanvendeligt stof. Virksomheden har virkelig inspireret os til at se på måden, vi kan bruge genanvendeligt materiale på,” fortæller Anna Norling. 

Kollektionen er skabt af bomuldsaffald, som blandes med genanvendt polyester fra PET-flasker. Det giver mulighed for at skabe en let strikket bomuld til jersey­styles og tungt vævet bomuld til denim.

Weekday har i denimkollektionen mikset det genanvendelige stof fra Recover med sæsonens Work Wear-feeling for at skabe en kollektion, der passer ind i brandets univers.

“Det er netop det her match mellem bæredygtighed og tidens tendenser, der er essensen af Weekday,” fortæller designeren og forklarer, at det teknisk egentlig ikke gør nogen forskel at arbejde med genanvendeligt materiale. Det kan styles og arbejdes med på samme måde.

“Det handler mere om følelsen, du får som designer, når du designer en 100 procent bæredygtig kollektion. Du føler, du gør noget godt for både forbrugerne og for modebranchen generelt.”

Weekday, FRBC Shopping
Weekdays nye bæredygtige denimkollektion er produceret med meget mindre CO2 og vand og langt færre kemikaler.

ØKO-FASHION FREM FOR FAST FASHION

Hos Weekday har bæredygtighed fyldt ekstra meget de sidste par år. Brandet er nemlig af den klare overbevisning, at der er brug for mere fokus på bæredygtighed i modebranchen.

“Vi er meget stolte over vores nyeste denim-kollektion af genanvendeligt materiale, og det har helt sikkert inspireret os til at lave flere grønne kollektioner i fremtiden,” fortæller Anna Norling, som mener, at det er vigtigt, at alle brands tager et standpunkt, når det handler om bæredygtighed.

“Hvis du gerne vil holde som brand på den lange bane, kræver det, at du tænker bæredygtigt og ser på produktionen ud fra et holistisk synspunkt. At du ikke kun tænker på fast fashion,” mener hun.

Anna Norling drømmer om, at Weekday kan inspirere andre brands til at blive mere bæredygtige.

“Både for forbrugernes skyld, men også for alle os, der arbejder med mode. Vi drømmer jo alle om at skabe en mere bæredygtig industri i fremtiden.”

Hos Weekday er det ikke kun denimkollektionen, der er bæredygtig. De har også lanceret en pastelfarvet badetøjs­kollektion af genanvendeligt polyester og polyamid, og så er alle deres basis- T-shirts i økologisk bomuld.

“Flere og flere af vores produktkategorier bliver økologiske og bæredygtige, og vi har som mål, at alle vores produkter er lavet af bæredygtigt materiale allerede i år 2020,” fortæller Anna Norling.

Til ham:

Til hende: