fbpx

En julegave til en god sag

En gave kan være så meget mere end en gave. Du kan skabe juleglæde for et barn, der trænger. Du kan købe en taske og samtidig støtte kræftforskning eller vælge en bæredygtig pyjamas. Hurra for gaver og tiltag med gode tanker bag! 

Giv en hjertegave til et udsat barn med vores Ønsketræ

I FRB.C Shopping finder du et Ønsketræ fuld af juleønsker fra børn. Børn der har brug for ekstra kærlighed og omsorg i juletiden. For 12. år i træk står det gigantiske Ønsketræ midt i Frederiksberg Centret og glimter med sine flotte guldkugler. Træet bærer på ønsker fra børn på ­børnehjem, døgninstitutioner og fra Mødre­hjælpen. Altså børn, som langt fra har udsigt til den jul med massevis af gaver og kærlighed, som vi andre tager for givet. 

Bag Ønsketræet står Marketing Manager i FRB.C Shopping, Vibeke Qvist, og Frederiksberg Falconer-Rotary, der sammen opfandt Danmarks første Ønsketræ i 2007. Idéen udsprang af et møde med en pige på et reklamebureau, der var vokset op på et børnehjem. “Hun fortalte, at fordi et barn på børnehjem går i almindelig folkeskole, er det hårdt lige efter jul, når klassekammeraterne snakker om deres mange gaver, mens barnet selv måske kun får en lille ting af det offentlige,” forklarer Vibeke. 

En god gerning

Da private ikke selv må troppe op med gaver, kom hun på idéen med et Ønsketræ med ønsker indsamlet fra de forskellige institutioner på Frederiksberg og i København. På ønskesedlen står kun alder, køn og barnets ønske, og det er så kunderne i FRB.C, der opfylder ønskerne og dermed oplever glæden ved at give videre. Og det er der heldigvis mange på Frederiksberg, der har overskud til og gør til en god familie-gerning. “Vi ser familier, der bytter en kalender­gave med en gave fra Ønsketræet. Så går de sammen hen til træet og finder en gave.” 

Et år fik en lille FCK-fan på 8 år en ganske særlig julegave: En FCK-spiller og hans familie forærede drengen en træningsdragt med alle spiller-autograferne på, og hele børnehjemmet blev inviteret til fodboldkamp. FRB.C og Rotary afholder alle udgifter til Ønsketræet, og derfor kan alle gaver afleveres direkte til børnene. Og dem er der kommet flere og flere af, for den gode idé har fået vinger: Siden FRB.C opførte det første Ønsketræ, har traditionen ­nemlig bredt sig til mange andre shoppingcentre i Danmark.

Du kan hjælpe unge kvinder med at drømme stort

Danmarks mest bæredygtige skønhedsbrand, The Body Shop, støtter netop nu unge kvinder gennem Plan International. Tidligere har de indsamlet 8 millioner underskrifter imod dyreforsøg. 2016 satte The Body Shop sig et mål om aktivt at ­forbedre kloden inden år 2020. Faktisk var det ikke ét, men i alt 14 mål under overskriften ‘Enrich, not exploit’, fordi skønhedsbrandet har en ­ambition om at være verdens mest etisk ansvarlige og bæredygtige virksomhed. “Det betyder, at når du handler hos The Body Shop, ved du, at du hjælper både mennesker og naturen rundt omkring i verden,” forklarer ­Signe Holm Rasmussen, der er Activism & Communications Coordinator hos The Body Shop.

Sætte en stopper for dyreforsøg

Hun husker særligt The Body Shops Forever Against Animal Testing-kampagne i 2017. Kampagnen omhandlede, at The Body Shop  – sammen med Cruelty Free International – overrakte otte millioner underskrifter til FN. Dette var for at anmode om et internationalt forbud mod dyreforsøg med skønhedsprodukter. “Underskrifterne viser, at folk ønsker handling. Selvom international lovgivning tager tid, ser vi, at flere lande arbejder hen imod at sætte en stopper for dyreforsøg,” forklarer hun. Og i år har skønhedsbrandet nået endnu en milepæl på vejen til at indfri de store ambitioner. “Vi er her i 2019 kåret til Danmarks mest bære­dygtige skønhedsbrand af ­Sustainable Brand Index™, der er ­Europas største undersøgelse indenfor bæredygtighed,” fortæller Signe. 

Hjælp kvinder med at drømme

Denne jul samarbejder The Body Shop med børnerettighedsorganisationen Plan International om at styrke kvinders ­rettigheder gennem uddannelse. ‘Dream Big’ skal gøre drømme til virkelighed: “Målet er at indsamle over 2 millioner kroner, så disse kvinder kan få deres drømmejob eller starte deres egen ­virksomhed,” fortæller Signe. Hver gang du handler hos The Body Shop i november og december i år, støtter du derfor Plan International og deres arbejde med 1.500 unge kvinder i Indonesien og Brasilien. 

bodyshop, shea, gaver

 

En gave fra ­Panduro hjælper børn i Bolivia til en tryggere fremtid

Bag sjove tiltag som fællesstrik og rabat på populære varer ligger et ægte ønske fra Panduro om at gøre en forskel. Det startede med en julekalender og voksede til et fast ­samarbejde. For fem år siden besluttede Panduro nemlig, at de vil lave en jule­kalender, hvor 15 kroner gik til SOS Børnebyerne. Siden er det blevet til et fast etableret samarbejde mellem hobbybutikken og SOS Børnebyerne. “Man bliver virkelig lidt gladere! Det er meget givende både for Panduro og for os som medarbejdere, at vi kan være med til at give noget videre til børn, der har brug for det,” fortæller Camilla Blond, der er butikschef i Panduro i Frederiksberg Centret. Samarbejdet har resulteret i, at Panduro har samlet mere end 1,4 millioner kroner ind til SOS Børnebyerne de sidste fem år. 

Støtter fattige og forældreløse i Bolivia

Siden 2017 har Panduro valgt at fokusere på SOS Børnebyernes indsats i Santa Cruz i Bolivia, hvor 70 procent af børnene lever i fattigdom og mange af dem uden forældre. Arbejdet består i at skabe en børneby med SOS-familier til forældreløse børn, så børnene kan vokse op i trygge rammer i det område, de er født i. Samtidig bliver mere end 900 børn og voksne, der lever i ekstrem fattigdom i området, tilbudt børnehave og et familieprogram med dagpleje, uddannelse og lægehjælp. 

“Vi støtter SOS Børnebyerne, fordi de har fokus på at hjælpe børn og familier til uddannelse og en tryg fremtid i deres egne byer og lande. På den måde bliver landene samtidig udviklet. Og så er SOS Børnebyerne en seriøs organisation med et tydeligt budskab,” fortæller Thomas Panduro, medejer af Panduro. 

Fællesstrik for SOS Børnebyerne

I dag støtter Panduro SOS Børnebyerne ved at donere en del af de årlige indtægter. Samtidig sælger ­butikskæden forskellige støtte-produkter. “Vi har desuden en række årlige kampagner og aktiviteter i vores butikker, hvor kunder kan komme forbi og være kreative, og i bytte donerer Panduro penge til SOS Børnebyerne,” fortæller butikschef Camilla. Hobbybutikkerne har blandt andet afholdt et event, hvor alle kunne komme forbi og gratis lave armbånd. For hvert armbånd, der blev produceret, donerede butikken 1 krone til SOS-børnene. 

“Vi har også haft et strikkehjørne, hvor vi havde et langt, strikket tørklæde liggende, som både unge og gamle kom forbi og strikkede på. For hver centimeter, der blev strikket, donerede Panduro 1 krone til børnene,” fortæller Camilla, og beskriver, hvordan tørklædet bare blev længere og længere. Og samarbejdet mellem Panduro og SOS Børnebyerne ­fortsætter. Både her op til jul og fremover.  ”Til næste år gentager vi vores SOS Børneby­dage i maj. Det er en uge om året, hvor vi giver 20 % rabat på alle vores Børn & Junior-produkter samt donerer 10 % af alt salg til SOS Børnebyerne,” fortæller medejer Thomas Panduro.

 

panduro, SOS, smykker

 

Vi er sat i verden for at skaffe penge til kræftforskning

I NEYE køber du tasker med et godt formål: Alt overskud går nemlig til kræftforskning. Vidste du, at hver gang du handler hos NEYE, er du med til at støtte kræftforskning? Neye ejes ­nemlig af NEYE-Fonden, der giver alt overskud til ­bekæmpelse af sygdommen. Det har de gjort siden 1977, og alene de sidste fire år har kæden doneret mere end 47 millioner kroner. I år lyder beløbet allerede på mere end 5,6 gode forsknings-millioner. “Man kan sige det ret enkelt. Vi er sat i verden for at skaffe penge til kræftforskning. At få solgt en masse skønne tasker og kufferter er vores middel til at opnå dette,” fortæller Camilla Raffnsøe, der er CEO i NEYE. 

En del af NEYEs DNA

Grunden til, at det netop blev forskning i kræft, skal findes i Neye-familien. Knud Neye, søn af grundlægger Johannes Neye, døde nemlig af kræft i 1945. Knuds kone Agathe Neye overtog roret, og da parrret ikke havde børn, besluttede hun, at NEYE-butikkerne skulle overgå til en fond, der giver ­overskuddet til kræftforskning. “For alle os i NEYE giver det helt sikkert en stolthed at være en del af noget større – at kæmpe sammen for en god sag, som alle på den ene eller anden måde desværre er i berøring med i løbet af livet,” fortæller Camilla Raffnsøe. 

 

neye, kræft, julen

Vores pyjamas giver børn et sted at sove

DAY Birger et Mikkelsen og Red Barnet har designet en bæredygtig pyjamas til fordel for børn i katastroferamte områder. Alle børn har brug for tryghed og et sted at sove. Derfor har DAY indgået et samarbejde med Red Barnet om at designe en pyjamas, hvor ­overskuddet går til Red Barnets indsats i ­katastroferamte områder. En pyjamas symboliserer nemlig det, Red Barnet giver børnene: Et sted at sove. “Vi har som familie stor berøring med Indien og har rejst der igennem 40 år.  Store dele af Indien er udsat for et voldsomt klima, som gør det svært for samfundet at garantere børns velfærd, og det er her, Red Barnet gør sådan en beundringsværdig indsats,” fortæller kreativ direktør i DAY, Marianne Brandi.

Bæredygtig pyjamas på

Red Barnets arbejde består først og fremmest i at ­oprette ­midlertidige boliger, hjælpe med mad og vand og give ­psykologisk førstehjælp til børnene. Men på længere sigt ­hjælper de også med at genopbygge samfundet og skolerne, så børn kan fortsætte med at lære og ikke ender i børnearbejde. “Vi er stolte af dette partnerskab med Red Barnet, og vores mål er at være med til at gøre en forskel og sætte fokus på sådanne områder ved salg af vores pyjamas af bæredygtig bomuld,” siger Marianne Brandi.  

 

day, pyjamas, redbarnet

 

Rul til toppen