Vintertøj til børn Frederiksberg

Guide: Få styr på børnenes vintertøj

Nu regner det! Nu skinner solen! Nej, hvor det blæser! Det kan godt være en udfordring at klæde de små vildbasser på til efterårsvejrets luner. Det er der heldigvis råd for. Vi har samlet vores bedste tips og tricks til dig her, så børnenes garderober spiller helt til foråret.

 

Uldundertøjet

Uldundertøjet har mange skønne kvaliteter. Det er åndbart, varme­regulerende, svedabsorberende og har en bakterienedbrydende effekt. Hvis dit barn har sart hud, så gå efter et sæt med indvendigt bomuldsfor.

 

Overgangsskoene

Overgangsskoene er ideelle til efterårets solskinsdage. Sko til de små skal være fleksible, have en støttende hælkappe og passe perfekt på den lille fod. Til de større børn skal skoen også have en vis fleksibilitet og være slidstærk, så den både kan bruges til at spille rundbold og til at lege tagfat.

 

Overgangsjakken

Overgangsjakken er et musthave. Gå efter en model, der er vandafvisende, vindtæt, åndbar og med let foring, så den både er lun i sig selv, men også kan fungere med flere lag under. Kig efter en jakke, der kan lukkes til i ærmerne, så der ikke kan snige sig regn ind.

 

Regntøjet

Regntøjet er en sand efterårsklassiker. Sørg for, at ­syningerne i regntøjet er vandtætte, og gå efter et åndbart materiale. Kig efter regntøj i tyk kvalitet til de små, og se gerne efter forstærkninger på albuer, knæ og bagdel. Til de store bør fleksibiliteten være i fokus, så der er plads til leg og bevægelse.

 

Gummistøvlerne

Gummistøvlerne er uundværlige i efteråret. For der er jo ikke noget så fristende som en stor vandpyt at hoppe i! Jo højere skaft desto større sikkerhed for tørre tæer.

 

Vinterjakkerne

Det er tid til at finde en vinterjakke. Funktionalitet og kvalitet bør være afgørende for valget, da den skal bruges hver dag. Jakken skal være varm, åndbar og vandresistent, og den skal gerne have tapede sømme. Kig også efter en aftagelig hætte, lommer og reflekser til de mørke dage.

 

Vinterstøvlerne

Nu er jagten på vinterstøvler så småt begyndt. Støvler med Gore-Tex er altid et hit, da det holder fødderne tørre og ­behagelige. Til de små skal støvlen sidde godt på foden uden at være for tung. Til de store skal støvlen være ­fleksibel, så den egner sig til alt fra fodbold til sjipning.

 

Termotøjet

Når regntøjet er for koldt, og vinterjakken er for varm, så er et termosæt løsningen. Til de små fungerer en termoheldragt fint, mens et todelt sæt fungerer bedre til de lidt større og mere aktive børn. Vælg termotøj med ekstra forstærkninger på de mest udsatte steder som knæ, albuer og bagdel. Gå efter et åndbart materiale, så kroppen hverken bliver for kold eller for varm.

 

Termostøvlerne

Når efteråret viser sig fra sin koldeste side, skal termostøvlerne findes frem. Da termostøvler ofte er lidt tunge i det, er det vigtigt, at støvlen sidder godt fast på foden. Kig efter støvler med velcroremme eller snører, så de kan justeres til en perfekt pasform. Gå desuden efter termostøvler med TEX-membran, så du er sikker på, at støvlen er fuldstændig vandtæt.

 

Flyverdragten

Flyverdragten er den bedste miniput-beklædning til koldt efterårs- og vintervejr. Flyverdragten skal være lun, åndbar og nem at bevæge sig i. Gå efter en god kvalitet og med ekstra beskyttelse på knæ, albuer og bagdelen. Så er du sikker på, at de små ikke bliver hindret i at lege.

 

Læs mere om Frederiksberg Centrets børnetøjsbutikker her.