fbpx

Sommerferie: Hvad skal vi lave?

Sommerferien er i fuld gang og på trods af alle gode intentioner om, at vi skal hygge og slappe af hele tiden, kan der være dage der kan bruge lidt ekstra inspiration. Vi har derfor sammensat en sommerferieguide med gode forslag til både de lange regnvejrsdage og de aktive solskinsdage for hele familien.

 

Udendørsleg

Når vejret arter sig, er der ikke noget bedre end at komme ud og være aktive sammen. Find jeres indre legebarn (og konkurrencegen!) frem og saml familien om sjove havespil. De kan også komme bag på cyklen, når I skal på strandtur eller til picnic i parken.

 

Indendørshygge

Med et fedt brætspil på bordet, som hele familien kan deltage i, hører man pludselig ikke regnen sile eller iPaden kalde. Det er tophyggeligt og udfordrende at spille sammen, for hvem er god til hvad, og hvem tør grine ad sig selv? I kan jo også udfordre naboerne i en stor familie-dyst!

 

Krea-sysler

Kast jer ud i nogle kreative DIY-sysler sammen. I kunne for eksempel finde sten på stranden og male små figure på dem. Eller springe ud som tøjdesignere med et gammelt stykke tøj og nogle tekstilsprays i hånden? Bare det at skabe noget selv er grobund for gode sommerminder.

 

På eventyr

Hvad med at pakke tasken og smutte på et lille eventyr ude i naturen? I kunne cykle i skoven og lave mad på bål, tage til kysten og fiske (husk fisketegn) eller måske endda sove i telt eller shelter en nat? Tjek eventuelt naturstyrelsen.dk for mere inspiration.