vinterløb

FRB.C guider: Vild med vinterløb

Pakker du løbeskoene væk om vinteren? Det er der slet ingen grund til. Med det rette løbetøj er vinteren en skøn årstid at løbe i – du får nemlig fornyet energi og en højere forbrænding af den kolde luft. Her er 6 tips til det rette udstyr og en masse lækkert løbetøj til vinter:

Løbetip 1: De rette løbesko og strømper

Du kan sagtens løbe i dine almindelige løbesko om vinteren med tykkere løbesokker. Skal du i terræn eller på glatte veje, kan du købe løbesko, der er vandafvisende og har et bedre greb. De er dog også mindre åndbare og er derfor bedst på de rigtig kolde dage.

Løbetip 2: Lag på lag

Når du løber om vinteren, bryder sveden hurtigere frem på overkroppen end på benene. Derfor er det en god idé at tage mange tynde lag på kroppen, så du let kan regulere temperaturen undervejs ved at tage lag af eller på. Vælg svedtransporterende løbetøj, ikke bomuld, og husk en vindtæt løbejakke som yderste lag. Vidste du for resten, at stemplet Climalite på Adidas’ løbetøj betyder, at stoffet er designet til at holde sveden væk fra kroppen?

Løbetip 3: Husk reflekserne

Det er vigtigt at blive set i trafikken, også i de tidlige morgentimer og om aftenen. Køb en vest eller et armbånd med lys, og brug accessories med reflekser. Du kan få en masse lækkert løbeudstyr med indbygget refleks.

Løbetip 4: Ekstra gear

Du bliver lynhurtigt kold, når du har været ude at løbe. Ender din løberute ikke foran din hoveddør, så hav et varmt sæt tøj parat, som du kan tage på på hjemturen. Er det svært at bedømme vejret, så tag en let løbetaske med, hvor du kan have plads til en ekstra trøje eller to.

Løbetip 5: Hold på varmen

En god løbetur kræver løbetøj, der hverken er for varmt eller for koldt. Gå efter vindstoppende tøj, gerne med ekstra isolering på brystet, og hold på varmen med åndbar merinould.

Løbetip 6: Hold hoved og hænder lune

Har du tendens til at fryse om dine hænder, kan du købe tynde vanter i merinould. De er åndbare, men holder stadig på varmen. Er det virkelig koldt eller blæsende, så vælg fleecematerialer.

 

FRB.C anbefaler: 3 ruter på Frederiksberg til de mørke dage

Når mørket falder på, er det rart med en løberute, hvor du både føler dig tryg og samtidig ikke behøver stoppe for rødt for hver 100 meter. Ved indgangen til Søndermarken findes i øvrigt opbevaringsbokse til ekstra tøj og gear.

Søndermarken: Her er der lys langs alle de grusede stier, og om eftermiddagen og i de tidlige aftentimer er der ofte mange andre på ruten. En runde er 2,2 km.

Rundt om haverne: Foretrækker du at løbe en rute, hvor du er sikker på at møde andre, så start ved Frederiksberg Runddel, og løb rundt om haverne via Pile Allé, Valby Langgade, Nordre Fasanvej og Smallegade. Ruten er 4,3 km.

Søerne: Søerne rundt er også en god rute i de mørke timer. Der er lys og masser af liv, og du kan selv bestemme, hvor mange søer du vil løbe. Turen rundt om alle fire søer er 6,3 km.