Opskrift på suveræn simremad
Opskrift på perlehøne "Pot Au Feu"
med rosenkål, kartofler og persille (4 personer)
Pot au Feu
- 1 perlehøne
- 1,5 tsk. fint salt
- 2 løg
- 4 fed hvidløg
- 0,5 kg rodfrugter (gulerødder, selleri, persillerødder)
- 0,5 bundt timian
- Persillestilke
- 2 liter lys kyllingebouillon
- 800 g mellemstore kartofler
- 500 g lilla og grønne rosenkål
Tilbehør
- 4 hvedebrød
- 2 fed hvidløg
- 1,5 dl god mayonnaise
- 2 spsk. citronsaft
- 1/4 bundt bredbladet persille
Desuden
- Olivenolie
- Havsalt
- Friskkværnet peber
DAGEN FØR
Drys hønen med salt indvendigt og udvendigt, dæk den til, og sæt den i køleskabet til dagen efter.
DAGEN EFTER
Tænd ovnen på 130°. Begynd med at flå skindet af perlehønen, skær det i mindre stykker, og bred dem ud på en bageplade med bagepapir. Sæt pladen i den varme ovn i 30-40 min., til skindet er helt sprødt og knasende.
Pil løg og hvidløg, og skræl alle rodfrugterne. Skær det hele i grove stykker, og kom det i en stor gryde sammen med hønen, timiankviste, persillestilke, og bouillon. Kog op, og skum af undervejs. Lad hønen koge i en god times tid – pas på, den ikke får for meget. Tag hønen op, og hold den varm under alufolie.
Sigt suppen over i en ren gryde, og kog den ind til 1-1,5 liter. Smag til med salt. Skræl kartoflerne, og skær dem i grove tern. Skyl rosenkålene fri for jord, du behøver ikke at pille de yderste blade af, som man oftest gør. Del dem i kvarte.
Kog kartoflerne i suppen i 9-10 min. og rosenkålen i ca. 5-7 min., til de er lige nøjagtigt møre. Tag lidt af kartoflerne op af suppen. Køl dem hurtigt ned, og mos dem med mayonnaisen sammen med revet hvidløg, citronsaft, salt og peber.
Pluk hvedebrødet i rustikke stykker, og rist brødet sprødt på en pande med olivenolie. Krydr med salt.
VED SERVERING
Hak persillen groft. Skær kødet af perlehønen – del den i bryst og lår. Kom perlehønestykkerne tilbage i suppen, og lad dem få varmen. Spis suppen med det sprøde brød, knas af kyllingeskind, hvidløgsmayo og masser af persille.
”Her er en perlehøne endt i den sorte gryde, og det giver suppen et strejf af vildtsmag, men en almindelig høne eller kylling kan selvfølgelig også bruges.” – Claus Meyer, Meyers simremad